Klasseinddeling

Arrangementerne afvikles med udgangspunkt i den klasseopdeling som du har tilmeldt dig i. Der vil være masterkørere tilknyttet i grøn og gul klasse, og de vil være behjælpelige med råd og hjælp til køreteknik.

Passer du ikke til den klasse du har tilmeldt dig i KAN du risikere at miste dine kørepas. Vi er ikke forpligtiget til at omplacere dig i en anden klasse som svarer til din aktuelle hastighed, men vi vil naturligvis altid gøre alt hvad vi kan, for at rokere rundt så alle får kørt så meget som muligt.

Grøn klasse:
I denne klasse er der mindst fart på. Alle deltagerne kører i hold efter masterkørerne på det første pas. I denne klasse er overhaling forbudt indenom (dvs. man overhaler altid den lange vej udenom). Det er meget vigtigt, at der tages hensyn til hinanden i denne klasse, da der vil være kørere, som deltager for første gang.

Gul klasse:
Denne klasse betegnes som mellemklassen, da der køres en del hurtigere end i grøn klasse. I gul klasse må der overhales både indenom og udenom, dog kun hvor pladsen tillader det. Det er altid den overhalende part der bærer alt ansvar for at den der overhales ikke mister sin ideallinje eller på anden måde bliver generet af at blive overhalet.

Rød klasse:
Nu går det rigtig stærkt. I rød klasse køres der betragtligt hurtigere end i gul og du skal være meget øvet for at begå dig i denne klasse. I rød klasse må der overhales både indenom og udenom. Det er altid den overhalende part der bærer alt ansvar for at den der overhales ikke mister sin ideallinje eller på anden måde bliver generet af at blive overhalet.