Kørsel på banen
Når du kører på banen skal du undgå pludselige retningsskift, da det kan forvirre en bagfrakommende fører, som måske planlægger en overhaling. Det er absolut forbudt at varme dæk op ved at køre slalom. Kørsel på baghjulet på eller omkring banen kan medføre bortvisning fra arrangementet. Du må aldrig stoppe på banen, heller ikke hvis du ser et uheld. Fortsæt i stedet langsomt forbi og følg flagenes anvisninger.
Overhaling.
Den, som kører først ind i et sving, ejer ideallinien. En bagfra kommende kører skal altid respektere den foranliggende og overhale på et sted, hvor overhalingen sker til mindst mulig gene for den, som overhales. Den hurtigere kører må altså ikke stjæle den langsommere kørers ideallinie eller bremseafstand.
Overhaling på grønt hold må kun foretages den lange vej udenom (i forhold til svingene). På de øvede hold er det dog tilladt at overhale indenom, dog kun hvis det kan ske uden at skubbe, mase eller klemme den overhalede part.
Generende kørsel.
Hvis du føler dig generet af en anden kørers kørsel eller overhalinger, kan du notere hans deltagernummer og give besked til Pitvagten. Pitvagten vil herefter påtale episoden for køreren. Grove eller gentagne forseelser vil medføre bortvisning fra arrangementet uden refundering af deltagergebyret.
Vis hensyn over for hinanden.
Følg banens ideallinier, også selvom din fart ikke kræver det. Det gør det lettere for de hurtige kørere at planlægge og gennemføre en sikker overhaling.
Hensynsfuld opførsel er en betingelse for at deltage . Det gælder på banen, men også ved kørsel i ryttergården, hvor hastigheden ikke må overstige 15 kmt. Det er ikke tilladt at køre eller forsøge at køre, hvis man er under påvirkning af alkohol, medicin eller narkotiske stoffer. RPM-racing forbeholder sig ret til at bortvise deltagere, som ikke overholder arrangementets regler, Ved bortvisning tilbagebetales deltager-gebyret ikke.
Tilkørsel (når du kører ind på banen).
Du må kun køre fra Pitten og ind på banen når Pitvagten har vinket dig frem. Hvis ikke der er nogen Pitvagt, må du ikke køre ind på banen. Når du bliver vinket frem, skal du med det samme køre ind på banen .
Hvis du vælter.
Hvis du vælter på banen, skal du blive liggende til du er sikker på, at der ikke kommer andre kørere forbi og derefter skynde dig til den nærmeste side af banen. Hvis cyklen ligger på banen skal du lade den ligge!! Officials vil sørge for at din motorcykel bliver fjernet.
Hvis du ser et uheld.
Sænk farten øjeblikkeligt og kør direkte i Pit via udkørslen. Ræk en hånd i vejret eller stik et ben ud til siden, så bagfrakommende kørere kan se, at du kører langsomt.
Flag.
Under kørslen vil der blive brugt tre forskellige flag, som signalerer hvad der sker på og ved banen og hvordan du skal forholde dig i enkelte situationer. Læs nu dette punkt grundigt så vi slipper for at instrurere på dagen .
Der vil være flagposter flere steder på banen og de bruger følgende flag:
Gult flag.
Overhaling er forbudt frem til næste flagpost, der ikke flager gult . Der er eller kan være mennesker eller motorcykler tæt på banen. Gult flag bruges feks ved styrt, der ikke kræver øjeblikkelig opfølgning.
Rødt flag.
Overhaling er forbudt hele banen rundt. Sænk farten og kør direkte i Pit via udkørslen. Der kan ligge motorcykler eller mennesker på banen.
Ternet flag.
Bruges kun på langsiden og betyder at tiden for dit hold er udløbet. Kør i Pit via udkørslen og derefter videre i Ryttergården.